Arbejdsområder

Foreningen tager sager op som er vigtige for det enkelte medlem eller for Bagsværd-området som helhed. Der er ingen medlemstvang, men heldigvis har rigtig mange husstande i området tilsluttet sig foreningen. Det styrker vores gennemslagskraft.

Foreningens arbejde kredser ofte om nogle bestemte kategorier af problemer som har betydning for ejere af parcelhuse eller er af principiel betydning for Bagsværd-områdets udvikling. Klik på de forskellige emne-kategorier i menuen til højre.

Eksempler:

Som eksempler på foreningens mærkesager kan nævnes at foreningen i årevis har lagt pres på kommune og amt for at få nedsat den gennemkørende trafik i Bagsværd – både mængden og hastigheden. Det har resulteret i, at amtet har nedsat hastighedsbegrænsningen fra 60 km/t til 50 km/t og at der nu er bygget nordvendte afkørselsveje til motorvejen fra industrikvarteret, så bymidten bliver aflastet for den tunge trafik.

Nedsættelse af trafikpresset er blot en af forudsætningerne for udvikling af Bagsværd bymidte i en hensigtsmæssig retning. Bagsværd Grundejerforening har efter afholdelse af foredrags- og debataftener, samt debat i lokalbladene, udarbejdet et forslag til revision af kommunalplanen, der muliggør ny bebyggelse og bedre trafikafvikling. Det er vores holdning, at nye bebyggelser skal være æstetiske og bidrage til øget bypræg i Bagsværd. Foreningens mening bliver hørt, da vi er høringsberettiget i forslag til lokal-, kommune- og regionalplaner.

Bagsværd Sø er et rekreativt område, som mange af vores medlemmer bruger både sommer og vinter. Grundejerforeningen er engageret i arbejdet for en renere Bagsværd sø. Vi har taget initiativ til at samle de foreninger i Gladsaxe, der arbejder for at vandet i Bagsværd sø igen får en så høj kvalitet, at der kan eksistere et varieret og naturligt plante- og dyreliv. Det har foreløbig ført til at kommunen har afsat midler til formålet – selvom den endelige tekniske løsning endnu ikke er fundet. Foreløbig er der blevet bygget et forsinkelsesbassin, som i fremtiden skal forhindre udledning af urenset spildevand til søen under store regnskyl.

Vi betragter rent drikkevand som en naturlig ting. Bagsværd Grundejerforening følger udviklingen og planerne for fremtidig drikkevandsforsyning.

Det må sikres at borgerne har minimalt besvær med at komme af med deres affald, alt imens det sker på en forsvarlig og hensigtsmæssig måde. Efter en dialog med kommunen er genbrugspladsen  blevet udvidet og moderniseret. Efter ønske fra mange af vore medlemmer vil det ikke blot være muligt at aflevere sit affald, men også at aflevere genanvendelige genstande til genbrug. Grundejerforeningen er i dialog med kommunen om kommende affaldsplaner og f.eks. placeringen af genbrugscontainere.

Grundejerforeningen har også behandlet sager om støjgener fra naboer, miljøvejsforanstaltninger, støjskærme, naturfredning, ejendomsvurdering og meget mere.

Foreningens medlemmer er altid velkomne til at kontakte bestyrelsen for at gøre opmærksom på sager som foreningen burde tage op.

Ønsker du at blive medlem